Foto: COLOURBOX

Flere og bedre ingredienser til krævende forbrugere

tirsdag 13 dec 16

Kontakt

Egon Bech Hansen
Professor
DTU Fødevareinstituttet
35 88 62 03

Kontakt

Anne S. Meyer
Professor
DTU Kemiteknik
45 25 29 09
Nye grupper af købedygtige forbrugere øger behovet for bæredygtige og klimavenlige ingredienser, der gør maden bedre og mere holdbar. Forskning, uddannelse og innovation skal støtte dansk eksportsucces. Samlet set står danske virksomheder for 14 procent af verdensmarkedet for ingredienser.

Vi bliver flere på kloden, middelklassen vokser, og stadig flere flytter fra land til by. Tendenserne betyder, at efterspørgslen efter ingredienser vokser - bl.a. fordi, der bliver stadig større behov for, at fødevarer kan holde sig i længere tid. Samtidig vokser kravene om sundere fødevarer og bedre udnyttelse af ressourcerne. Det kræver forskning, uddannelse og innovation at udnytte de nye vækstmuligheder, der især er i Asien, hvor middelklassen forventes at vokse fra ca. 500 millioner mennesker i 2009 til mere end tre milliarder i 2030.

Det viser en ny sektorudviklingsrapport om ingredienser, som DTU netop har publiceret. Rapporten bygger på en række interview med ingrediensvirksomheder og input fra DI Fødevarer samt Landbrug & Fødevarer.

”Forbrugere bliver mere og mere krævende. Mad skal være sund, smage godt, se godt ud og helst være holdbar i nogle dage,” siger Anne S. Meyer, der er professor på DTU Kemiteknik og en af forskerne bag rapporten.

Ikke flere E-numre
Ifølge Egon Bech Hansen, der er professor på DTU Fødevareinstituttet og medforfatter til rapporten, går trenden mod, at maden skal være med til at give et langt og sundt liv. Det involverer naturlige ingredienser som pektin, der udvindes af plantematerialer, fødevareenzymer og bakteriekulturer:

”Folk ønsker ikke flere E-numre og unaturlige farvestoffer. Maden skal være miljøvenlig, fremtidsorienteret, bæredygtig og naturlig. Det betyder, at ingredienserne også skal være så tæt på det naturlige som muligt. Det ser vi både i helt almindelig mad som brød og yoghurt og i færdigproducerede retter.”

Til at løse opgaverne på DTU bygger man videre på en lang forskningstradition inden for bioteknologi og procesteknologi med innovativt sigte. Det arbejde ønsker DTU at styrke – bl.a. ved at samle aktiviteterne i et center. Det skal være med til at højne kvaliteten, forbedre rekrutteringen, skabe større synlighed, uddanne kvalificerede kandidater til gavn for dansk erhvervsliv og udvikle et internationalt udsyn.

I dag er ingredienser en stor dansk eksportsucces. Samlet set står danske virksomheder for 14 procent af verdensmarkedet for ingredienser. Successen bygger i høj grad på forskning og udvikling, som overvejende sker hos virksomhederne selv, men ofte i samarbejde med DTU og andre universiteter.

Må konstant forny produkter
En af de globale spillere på ingrediensmarkedet er Chr. Hansen, der konstant må forny produkter og processer for at matche forbrugernes behov. De seneste 11 år har virksomheden oplevet en stabil vækst med ca. otte procent hvert år.

”Vi adskiller os fra de fleste andre ingrediensleverandører ved, at vores produkter er levende organismer. Det giver os nogle særlige udfordringer,” siger Esben Laulund, senior vice president i R&D Microbial Platform.

”Et aktuelt eksempel er, at vi populært sagt har været nødt til at genopfinde yoghurt sammen med vores kinesiske kunder. Kina er et stort vækstmarked, men man har ikke pålidelige kølekæder på samme måde som herhjemme. Derfor har vi været nødt til at finde nye løsninger, hvor vores kulturer fungerer optimalt ved fremstillingen af pasteuriseret, langtidsholdbar yoghurt.”

Se indslag i DR2 Dagen (17.41.36)

Læs sektorudviklingsrapporten 'Viden er den vigtigste ingrediens'.

Relaterede Videoer  

Vis flere

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.kt.dtu.dk/Om-os/Nyheder/Nyhed?id=2491e82b-1f9c-42a9-bf23-b4c1909e83dc
20 OKTOBER 2017