Foto: Christian Ove Carlsson

Forskningsseminar: Samarbejde med industrien står fortsat stærkt

onsdag 29 nov 17
|
af Lonnie Moldt Jørgensen

Kontakt

Krist V. Gernaey
Professor
DTU Kemiteknik
45 25 29 70

Idéer brygges, nye processer testes, resultater skabes. Ved PROSYS Research Seminar 2017 blev det endnu engang slået fast at samarbejdet mellem industrien og DTU stadig står stærkt.

På baggrund af sidste års succesrige forskningsseminar havde forskningscenteret PROSYS ved DTU Kemiteknik endnu engang inviteret deres industripartnere for at præsentere deres seneste videnskabelige udviklinger og aktiviteter. Til stede ved dagens seminar var nogle af Danmarks største industrielle virksomheder, herunder Alfa Laval og Novozymes. Én af dagens deltagere, Per Munk Nielsen, Senior Science Manager ved Oils & Fats R&D i Novozymes, understregede vigtigheden af at deltage i netop dagens forskningsseminar.

“Jeg er her i dag for at møde dem jeg allerede kender men også for at lære nye at kende. Og så er det en god måde for mig at blive inspireret på inden for det område jeg arbejder. Jeg har hørt en række ting som kan være nyttige, og som jeg skal følge op på. Selvfølgelig er der ting som bliver præsenteret her som ligger uden for mit område, men derfor kan man stadig godt få nogle nye idéer,” fortæller Per Munk Nielsen.
   

Tænk ud af boksen

Novozymes og DTU har lang tradition for samarbejde. Muligheden for innovative idéer og nye anvendelsesmuligheder har været til stor gavn for Novozymes, forklarer Per Munk Nielsen, som til dagligt arbejder med udvikling af enzymanvendelse og nye processer i især fedt og olie.

”For eksempel startede vi tilbage i 2008 et projekt i samarbejde med John Woodley om enzymatisk biodiesel. Nu er processen implementeret i industrien på forskellige fabrikker. Det har været rigtig spændende. Når vi sammen definerer et master projekt er det typisk indenfor nogle områder som er lidt i periferien af de projekter vi koncentrerer os om lige nu. For eksempel kan det være at vi har en idé til en ny anvendelse, og så kan vi få noget opklarende arbejde i gang hurtigere og grundigt. Vi får dermed forskning, med mulighed for at komme lidt ud af boksen – det er meget nyttigt.”

Dagens forskningsseminar var et miks af videnskabelige præsentationer, poster sessions og networking muligheder. Det var tydeligt ved dagens event at samarbejdet mellem DTU og industrien fortsat står stærkt og at opskriften på et godt samarbejde består i at begge partner opnår gensidige gevinster.

”Det vigtigste for et godt samarbejde er at der kommer gode resultater ud af det og at begge parter har glæde af det. Vi får undersøgt nogle ting og DTU får publiceret artikler og relevante projekter at arbejde med og resultater som kan bruges i industrien. Vi er meget tilfredse med samarbejdet,” afslutter Per Munk Nielsen som ser frem til nye og spændende samarbejdsprojekter med DTU.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.