Efter 12 år hos DTU Kemiteknik har Lars Kiørboe valgt at gå på pension. Photo: Thorkild Christensen

DTU Kemitekniks Pilot Plant skifter hænder

onsdag 01 nov 17
|
af Frederik Appel Olsen

Kontakt

Lars Georg Kiørboe
Centerleder
DTU Kemiteknik
45 25 28 57

Kontakt

Steen Larsen
Specialkonsulent
DTU Kemiteknik
45 25 28 04

Efter 12 år som leder af DTU Kemitekniks pilothal har Lars Kiørboe valgt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Han kan se tilbage på en ekstraordinær udvikling af hallen, og instituttet kan se frem til fortsættelsen af denne under lederskab af Steen Larsen.

Lars Kiørboe har været centerleder på Pilot Plant i de sidste 12 år. Forud for hans tid hos DTU Kemiteknik var der et stort behov for udvikling og forbedring af storskala-eksperimenthallen:

”Da jeg blev ansat, havde instituttet haft Pilot Plant i 40 år, men forholdene kunne være bedre. Hvis instituttet virkelig ville noget substantielt med hallen – og det var der et klart politisk ønske om på det tidspunkt – så var det altafgørende at forbedre udstyret og arbejdsprocedurerne i hallen; både ift. modernisering, men også indholds- og omfangsmæssigt. Oveni dette var der behov for at udvikle fornuftige kursuspakker tilpasset et moderniseret Pilot Plant. Det var min primære opgave,” siger Lars Kiørboe.

Og den 31. oktober, dagen for centerlederens pensionering, kunne Lars se tilbage på et Pilot Plant, som netop har udviklet sig i den retning: Deltagerantallet for Pilot Plant-kurserne taler for sig selv, og studerende fra hele verden kommer hvert år til Lyngby for at bruge faciliteterne. Pilot Plan er en internationalt anerkendt attraktion.
 

Store sko at udfylde

Steen Larsen erstatter Lars Kiørboe som centerleder for Pilot Plant. Som Lars da han først kom til DTU, har Steen en baggrund i industrien og har arbejdet i den biokemiske sfære i mere end 30 år. Han har været involveret i fabrikskonstruktion og med produktionskæder og kvalitetsstyring i flere forskellige lande. Han håber på, at denne erfaring kan hjælpe ham med at videreføre arven, som Lars efterlader:

”Der er ikke nogen tvivl om, at det er nogle store sko jeg skal udfylde som Lars’ efterfølger, og jeg fornemmer, at det er et rigtig stærkt team, jeg kommer til at arbejde med. Ordsproget ”lev og lær” har fået en ny menig for mig: Jeg skal videregive meget af den viden, jeg har fra min erfaring i den biokemiske industri, men samtidig er jeg i en ny position, hvor jeg selv skal lære meget. Det synes jeg er meget positivt,” siger Steen.

Pilot Plant har mere end 30 forskellige eksperimentelle storskala-installationer, der repræsenterer næsten alle teknologier fra den tungere kemiske til den finere biokemiske industri – noget som de fleste universiteter misunder. Ved sin afgang ser Lars et mere udvidet samarbejde med industrien som den fremtidige udfordring for den internationalt anerkendte forsøgshal:

”Vi har et Pilot Plant af så høj kvalitet, som vi gerne vil bruge mere eksternt som en servicemulighed for industrien. Små og mellemstore virksomheder har ikke altid de samme muligheder som de store spillere til at udvikler produkter og processer, fordi de mangler det nødvendige udstyr. Det er et område, hvor der stadig er meget at gøre,” siger Lars.

Steen er af samme holdning:

”Jeg er enig med Lars – vi skal blive ved med at gøre det, som vi allerede gør ift. at tilbyde de studerende et læringsmiljø på tårnhøjt niveau, og vi skal også indse, at vi lever i en symbiose med industrien for at opnå vores primære mål om at tilbyde topkvalitetsforskning og fremragende ingeniørkandidater,” siger han.
 

Farvel til en god profil – og goddag til den næste

Kim Dam-Johansen, institutdirektør på DTU Kemiteknik, kendte Lars fra tidligere stillinger og ansatte ham baseret på en vision om at udbygge Pilot Plant til at matche den højeste internationale standard. Kim har fulgt udviklingen af det moderne Pilot Plant tæt:

”Jeg har kendt Lars i 30 år, og jeg vidste, at han havde den rigtige profil til stillingen. Lars har været ekstremt værdifuld for DTU Kemiteknik. I har 12 år som centerleder for Pilot Plant er det vokset til den internationalt anerkendte institution, som vi håbede, at det kunne blive, og som vi er utroligt stolte af. Samtidig, som vi siger farvel til Lars, er jeg sikker på, at Steen, med sin profil og erfaring, er den rigtige kandidat til at bringe arven videre,” siger Kim Dam-Johansen.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.