Rebecca Frauzem, PhD

Ph.d.-interview: Indfangning og konvertering af CO2

fredag 02 feb 18
|
af Frederik Appel Olsen

DTU Kemiteknik ville ikke være meget værd som akademisk institution, hvis ikke det var for de mange ph.d.-studerende. Vi har interviewet Rebecca Frauzem om hendes projekt ‘Sustainable process design with process intensification’.

De mange ph.d.-studerende på DTU Kemiteknik er en vital del af det videnskabelige liv og fællesskab på instituttet. En af dem er Rebecca Frauzem, som forsvarede hendes ph.d.-afhandling ‘Sustainable process design with process intensification’ d. 22. januar 2018.

Vi stillede den nyligt udklækkede ph.d. fem spørgsmål om hendes forskning:

1. Hvad er essensen af dit Ph.d.-projekt?

Karbondioxid-udledning (CO2) er et miljøproblem, specielt på grund af den globale opvarmning. En måde at adressere udledningsproblemer er indfangning og konvertering af CO2. Denne form for teknologi kan spille en vigtig rolle i at bygge bro over kløften mellem nuværende teknologier og fremtidige innovative teknologier.

2. Hvad fandt du ud af i løbet af dit forskningsprojekt?
"Du starter med at tænke, at du vil blive ført i én retning, men så prajer resultaterne dig i en anden."
Rebecca Frauzem

I løbet af forskningsprocessen fandt jeg ud af, at forskning virkelig er en udvikling. Du starter med at tænke, at du vil blive ført i én retning, men så prajer resultaterne dig i en anden. Derudover kan ny forskning fra andre universiteter og institutter – selv i løbet af en tre-årig periode – have indflydelse på dit eget arbejde, og derfor er du nødt til konstant at holde dig opdateret.

3. Hvad er de mulige implikationer af din forskning for samfundet?

Eftersom CO2 er et voksende problem, tror jeg, at min forskning kan hjælpe firmaer og politiske beslutningstagere med at træffe informerede beslutninger om brugen af CO2-indfangning og konverteringsteknologier, når CO2-udledningsproblemer skal adresseres. Ved at applicere frameworket og de overordnede indsigter fra mit projekt kan man fastlægge de bedste indfangnings- og konverteringsprocesser, og man kan bedre se, hvad der politisk er brug for, hvis brugen af disse processer og anden CO2–reducerende teknologi skal motiveres.

4. Hvad fik dig til at søge en Ph.d.-stilling ved DTU Kemiteknik?

Jeg valgte DTU pga. strukturen af Ph.d.-forløbet, og fordi forskningsmulighederne her var præcis, hvad jeg ledte efter. Jeg kunne godt lide det faktum, at Ph.d.-forløbet er struktureret ift. tid og hvordan tingene er organiseret. Derudover valgte jeg det for det specifikke projekt samt vejledere.

5. Hvad bringer fremtiden for dig?

I øjeblikket arbejder jeg i den kemiske industri, hvor jeg anvender min viden om procesdesign i implementeringer i ”den virkelige verden”. Jeg arbejder med procesdesign og implementering hos en tysk kemivirksomhed. Indtil videre ser det ud til at være et interessant job med stor diversitet.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.