Foto: colourbox.dk

Ingredienser – en diskret succeshistorie

fredag 03 mar 17
|
af Morten Andersen

Kontakt

Egon Bech Hansen
Professor
DTU Fødevareinstituttet
35 88 62 03

Kontakt

Anne S. Meyer
Professor
DTU Kemiteknik
45 25 29 09

Dansk ingrediensindustri

Omsætning: ca. 35 mia. kr.
Eksportandel: 95-98 % af omsætningen.
Andel af verdensmarkedet: 14 %.
Beskæftigels e: 18.000 personer, heraf ca. 6.200 i Danmark.

Kilde: 'Ingrediensindustriens betydning for en ressourceeffektiv og bæredygtig fødevareproduktion', Instituttet for Fødevarestudier og Agroindustriel Udviklingfor fødevarer/ingrediensforum 2016, tallene er fra 2014.

50%

Den danske ingredienssektor er en verdensomspændende succes. Hver anden ispind indeholder eller er produceret ved hjælp af ingredienser, der er leveret af en dansk virksomhed.
Med 14 pct. af verdensmarkedet og en omsætning på op mod 35 mia. har dansk ingrediensindustri forholdsvis ubemærket udviklet sig til en sværvægter. Samtidig tegner der sig yderligere store muligheder for vækst. Derfor vil DTU styrke forskning og uddannelse på området.

Køber man en is et tilfældigt sted i verden, er der fifty-fifty sandsynlighed for, at den indeholder eller er produceret ved hjælp af ingredienser, som er leveret af en dansk virksomhed. Køber man et brød, er sandsynligheden ’kun’ 25 pct – men det er nu også en høj andel, når man tænker på, hvor meget brød der bliver spist i verden. Samlet set står danske virksomheder for 14 pct. af verdensmarkedet for ingredienser.

Til sammenligning svarer det ca. til markedsandelen for dansk skibsfart.

De imponerende tal er baggrunden for, at DTU sammen med DI Fødevarer og Landbrug & Fødevarer har foretaget en undersøgelse af sektoren og dens udviklingsområder. En rapport anbefaler at styrke DTU’s indsats på området. Nærmere bestemt foreslår rapporten en ny enhed, DTU Ingrediens, der kan koordinere forskning og uddannelse med relevans for ingredienser, som i dag er spredt på flere af universitetets institutter. Modellen er kendt fra f.eks. Maritime DTU, der fungerer som rederibranchens indgang til DTU.

Brug for endnu flere ingredienser

En lang række virksomheder i branchen har medvirket i undersøgelsen. Det samlede billede er, at den kraftige vækst, som dansk ingrediensindustri har oplevet, langt fra har toppet endnu. Ifølge FN’s prognoser vil vi blive ca. to mia. flere mennesker på kloden over de kommende årtier. Det betyder større efterspørgsel efter fødevarer og dermed også efter ingredienser. Men faktisk vil efterspørgslen efter ingredienser stige endnu mere end den almindelige efterspørgsel efter fødevarer. Langt størstedelen af de nye verdensborgere vil nemlig bo i byerne. Det betyder, at der bliver større afstand mellem der, hvor fødevarerne dyrkes, og der, hvor de forbruges. Derfor vil der være endnu mere behov for ingredienser, der kan sikre, at produkterne kan holde sig, og at de har en acceptabel smag, konsistens mv.

Med andre ord har de danske ingrediensvirksomheder bestemt ikke udtømt deres muligheder for vækst. Men undersøgelsen viser også, at det vil kræve en betydelig indsats inden for forskning, innovation og uddannelse af kandidater at fastholde den høje danske markedsandel på området.

Ukendt i offentligheden

Flere virksomheder fremhæver, at branchen har haft sværere ved at rekruttere i forhold til andre brancher med samme høje teknologiske niveau. Det skyldes bl.a., at ingrediensvirksomheder stort set altid sælger business to business. Derfor er de ikke kendt i offentligheden. Samtidig har en virksomhed i fødevarebranchen typisk ingen interesse i at reklamere med, at deres produkter indeholder bestemte ingredienser.

Ifølge rapporten vil det billede muligvis ændre sig i fremtiden. Det vil blive stadig mere almindeligt, at ingredienser sælges på deres sundhedseffekt, f.eks. ved at et produkt er tilsat kostfibre eller bakteriekulturer, der gavner fordøjelsen eller på andre måder fremmer sundheden.

’Viden er den vigtigste ingrediens’, sektorudviklingsrapport. Udgivet af DTU i samarbejde med DI Fødevarer og Landbrug & Fødevarer. Kan downloades her: l.dtu.dk/pylm

Relaterede Videoer  

Vis flere

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.