Den digitale Unge Forskere-finale 2020. Foto: Unge Forskere 2020

Vinderne af Årets Forskerskole er fundet

torsdag 07 maj 20
|
af Lonnie Moldt Jørgensen

Kontakt

Kim Dam-Johansen
Professor, Institutdirektør
DTU Kemiteknik
45 25 28 45

Om prisen

Hempel-DTU Forskerskolepris anerkender hvert år to gymnasier - et vest og et øst for Storebælt - som vil gøre en særlig indsats for at styrke undervisning i STEM-fagene. Prisen uddeles i samarbejde med Unge Forskere, en naturvidenskabelige talentkonkurrence for børn og unge. Unge Forskere arrangeres af Astra - det nationale naturfagscenter.

Præmie

Vinderne af årets Forskerskole pris modtager 100.000 kr. til hvert gymnasium, og prisen skal understøtte nye indsatser. Derudover vinder begge gymnasier et besøg på DTU Lyngby samt besøg af DTU ScienceShow på deres skole (når dette igen er tilladt).

Hempel-DTU Forskerskolepris 2020 gik i år til Risskov Gymnasium og Hillerød Tekniske Gymnasium. Hvert gymnasium modtager 100.000 DKK.

Fredag den 24. april, blev sløret løftet for hvem der blev Årets Forskerskole ved den digitale præmieoverrækkelse til Unge Forskere-finalen, der i år blev sikkert live-streamet på deres Unge Forskere Facebook side grundet Covid-19. Ud over afsløringen af årets forskerskole, blev en lang række andre priser og præmier til elever, lærere og skoler uddelt – alle til fantastiske naturvidenskabelige projekter og indsatser.

Hvert år anerkender Hempel Fonden og DTU to almene eller tekniske gymnasier, som ønsker at gøre en særlig indsats for at styrke undervisningen i STEM-fagene. Vinderne af året Hempel-DTU forskerskolepris gik i år til Risskov Gymnasium og Hillerød Tekniske Gymnasium.

Ambitiøse gymnasier med stærkt fokus på naturvidenskab

Begge gymnasier har vist stort engagement med en lang række aktiviteter rettet mod at motivere, udvikle og styrke eleverne i de naturvidenskabelige fag. Derudover har begge gymnasier også fokus på at nå grundskolens ældste elever og fange deres naturvidenskabelige interesse allerede i grundskolen.

”Der er ingen tvivl om, at de to gymnasier viser højt niveau både på nuværende indsatser men også i deres fremadrettede planer. Det er vigtigt for Danmark, at vi får motiveret og styrket de unge inden for de naturvidenskabelige retninger allerede fra grundskoleniveau, op igennem ungdomsuddannelserne og videre på de videregående uddannelser, og her bidrager begge gymnasier stort. Vi ønsker at være med til at styrke gymnasier til deres yderlige udvikling af STEM området igennem denne pris,” fortæller Kim Dam-Johansen, institutdirektør på DTU Kemiteknik og bestyrelsesmedlem ved Hempel Fonden.

Store fremtidsplaner

Det er to stolte rektorer som modtager prisen som Årets Forskerskolepris 2020, og begge ser prisen som et anderkendende skulderklap og mulighed for at styrke deres fremadrettede indsatser.

”Vi er meget glade og stolte over at vinde prisen som Årets Forskerskole 2020. Teknisk Gymnasium har i mange år gjort en indsats for at fremme STEM- fagene ikke blot i forhold til skolens egne elever men også i forhold til vores samarbejdspartnere i grundskolerne. Med prisen får vi mulighed for at købe udstyr til skolen som kan understøtte undervisningen i STEM-fagene yderligere til gavn for alle vores elever,” siger Vibeke Thornvig Johnsen, rektor på Hillerød Tekniske Gymnasium.

Gitte Horsbøl, rektor på Risskov Gymnasium ser også prisen som motivation for at forsætte den gode udvikling. Hun siger:

"Vi er vildt stolte af, at Hempel-DTU har udpeget Risskov Gymnasium som årets forskerskole. Vi har gennem de sidste år arbejdet meget målrettet med at styrke rekrutteringen til de naturvidenskabelige studieretninger på skolen. Samtidig har vi styrket vores indsats i forhold til talentudviklingen. Det giver os en ekstra motivation for at fortsætte dette arbejde, at vi nu har fået årets skolepris. Vi lavede sidste år en naturvidenskabsstrategi for skolen, som vi er i fuld gang med at implementere. Vi prøver derigennem at understøtte både den nationale og den regionale naturvidenskabsstrategi. Her er kunsten at få de strategiske overvejelser omsat til handlinger, som er vedkommende for eleverne. De skal erfare, at naturvidenskab er spændende og fascinerende - vi skal med andre ord fremkalde deres lyst til at dykke ned i de naturvidenskabelige fag.”

Stort tillykke til de to gymnasier!

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.