Rasmus til ph.d.-forsvar

Ph.d.-interview: Fleksible energianlæg baseret på biomasse kan sikre fremtidens energi

fredag 15 feb 19
|
De ph.d.-studerende på DTU Kemiteknik er værdifulde for instituttet. Vi har interviewet Rasmus Østergaard Gadsbøll omkring hans projekt ”Biomass Gasification Polygeneration”.

Vi er glade for, at vi kan dele nogle af vores ph.d.-studerendes projekter i disse interviews. Denne gang har vi snakket med Rasmus Østergaard Gadsbøll omkring hans projekt.

Hvad er essensen af din ph.d.?
Mit projekt omhandlede teoretiske og eksperimentelle undersøgelser af et fleksibelt energianlæg baseret på biomasse. ’Polygeneration’-konceptet er en teknologisk platform for forgasning, fast-oxid celler og brændstofsyntese, der kan producere elektricitet, når der er mangel på det, eller omdanne elektricitet når der er for meget af det. På den måde kan konceptet afbalancere store mængder fluktuerende energi fra f.eks. vindmøller og lagre overskudsenergien som biobrændstof. Mit projekt bestod af tre delstudier: 1) tests af forgasningsgas i SOFC-brændselsceller; 2) eksperimentel implementering af ilt i forgasningsanlæg og; 3) design af stor-skala Polygeneration-forgasningsanlæg.

Hvad fandt du af?
De eksperimentelle studier viste, at koblingen mellem teknologierne i Polygeneration-konceptet var relativt simple og meget effektive. Således opnåede vi den højeste performance for brændselscellerne, der er rapporteret og påviste, at ilt kan implementeres i eksisterende luftblæste anlæg, hvis der tages nogle forholdsregler. De teoretiske studier undersøgte en større designplatform for forgasningsanlæg og har påvist hvordan man kan designe nogle af de mest fleksible og effektive systemer i 100 MW-størrelsen. Et enkelt af systemerne patenterede vi og kigger nærmere på i videre forskningsprojekter.

Hvad kan din forskning komme til at betyde for samfundet?
For at opnå den mest rentable omstilling af vores energisystem skal der implementeres relativt store mængder vind og biomasse, og dertil skal integration af vores energisektorer øges. Særligt samspillet mellem elektricitet-, gas- og transportsektoren kan øges betragteligt med de anlægskoncepter, der er foreslået i projektet. I sidste ende kan det betyde smartere udnyttelse af energien, lavere omkostninger i forbindelse med udfasningen af fossil energi, samt eksport af teknologi.

Hvad fik dig til at ansøge om en ph.d.-stilling hos DTU Kemiteknik?
Jeg lavede mit kandidatprojekt på Kemiteknik og blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at fortsætte mine studier med en ph.d. i afdelingen. Jeg var meget optaget af specialeprocessen og var meget tiltalt af at arbejde med teoretiske koncepter såvel som større eksperimentelle opstillinger. Grundlæggende så jeg det som en spændende mulighed for at udvide min horisont.

Hvad bringer fremtiden for dig?
I første omgang har jeg valgt at fortsætte min forskning som post.doc i ét år. Der var en række opgaver, som jeg havde lyst til at følge op på, og grundlæggende synes jeg, at det er et spændende felt at arbejde i.


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.