På DTU Kemiteknik er ph.d.-studerende vilde med video

tirsdag 26 nov 19
|
af Frederik Appel Olsen

Kontakt

Valeria Chiaula
Erhvervs-ph.d.
DTU Kemiteknik
45 25 68 13

Kontakt

Frederik Lange Zafiryadis
Ph.d.-studerende
DTU Kemiteknik
26 71 82 06

Kontakt

Anne Ladegaard Skov
Professor
DTU Kemiteknik
45 25 28 25

Den digitale tidsalder stiller nye udfordringer til forskernes formidlingsevner, og med videomediet når ny viden langt bredere ud. På DTU Kemiteknik har de ph.d.-studerende taget kampen op med kameraet i hånden.

Ph.d.-studerende Valeria Chiualas laboratoriekittel flyver på hendes skuldre i slow motion. Hun er klar til at komme en kvinde i smerte (også spillet af Valeria) til undsætning med en ny teknologi til behandling af sår. Endnu en gang redder videnskaben dagen.

Denne scene stammer fra den video, som Valeria selv producerede om sit forskningsprojekt i forbindelse med en workshop, udbudt af DTU Kemiteknik. Muligheden for at deltage i en ph.d.-video-workshop blev også udbudt sidste år, og i 2019 var deltagerantallet steget til hele 55.

Valeria var en af to vindere, som blev kåret på instituttets årlige Research Day, hvor alle videoer fra workshoppen blev vist foran et stort publikum af kollegaer, der kunne stemme på deres favorit. Popcornmaskinen var også på plads for at skabe den ægte biografstemning. 

”Jeg tror, at forskningens budskab kan nå et bredere publikum på kortere tid og på en mere effektiv måde med en video. Jeg var fri til at lege med humor, musik og en smule ”drama”, hvilket jeg ikke ville være på en konference, en poster-præsentation eller et seminar. Jeg tror, at alle de elementer skaber engagement hos publikum, som bliver nysgerrige på resten af historien,” siger Valeria Chiaula.

Formidling som også mor og far kan forstå

Frederik Zafiryadis var den anden videovinder, og både Frederik og Valeria får muligheden for at få deres videoer produceret af et professionelt produktionsselskab.

“Workshoppen har lært mig, at et populærvidenskabeligt format er et bredt format, som man både ser på sociale medier og på online medier osv. Ved at kombinere forskellige tilgange til formidling kan mine forskningsresultater komme ud til mange forskellige publikummer,” fortæller Frederik og supplerer:

“Det er noget, jeg forventer at bruge mere aktivt i fremtiden.”

DTU Kemiteknik udbyder video-workshops for at tilpasse forskerne til en moderne, digital og visuel medievirkelighed. Netop det ser Valeria Chiaula også som en nødvendighed for den moderne forsker:

”Uanset hvem publikum er, skal alle kunne forstå, hvad jeg taler om, selv min mor og far. Selvom vi er ”nørdede” ingeniører, som elsker at snakke om videnskab, er det nogle gange vigtigt at kommunikere forskningen på en simpel, ikke-teknisk måde,” siger hun.

Et akademisk liv, der rækker uden for laboratoriet

Professor Anne Ladegaard Skov, der leder Danish Polymer Center, har stået bag idéen om at få de ph.d.-studerende i gang med videoformidling:

”Der er større og større fokus på at formidle vores viden. Videoer vinder klart indpas som foretrukken formidlingskanal for så forskellige grupper som fremtidige DTU-studerende, borgere med videnskabelig interesse og blandt andre forskere. Det er jo ikke kun i universitetsverdenen, at det er vigtigt at kunne formidle vores ideer, så vi mener, at vi klæder de studerende på til et akademisk liv, både på DTU og i kommende karrierer uden for DTU,” siger hun.

Og det har ifølge Anne Ladegaard Skov være en god beslutning at hive et professionelt produktionsselskab ind udefra. Det får lige videoerne det ekstra stykke ud over rampen:

”For at kunne formidle effektivt og opnå synlighed har vi valgt at lade professionelle formidlere stå for vores workshops, og vi synes, at det er nogle super gode videoer, der er kommet ud af det, takket være underviserne – og selvfølgelig først og fremmest de kreative ph.d.-studerende,” siger Anne Ladegaard Skov.

Se årets ph.d.-videoer her og følg os på LinkedIn og Instagram, hvor vi også løbende poster forskernes videoer.


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.