Foto: Colourbox

Nyt forskningsprojekt om vand kan føre til banebrydende viden

torsdag 04 apr 19
|
af Emil Fosgaard Lund

Kontakt

Johan Kronholm
Seniorforsker
DTU Kemiteknik
0046704267079

WATERSTRUC

Structured Water and its Implications for Biology, Chemistry and Physics, eller blot WATERSTRUC, undersøger nogle af vands strukturer og egenskaber for at blive klogere på denne væske. Projektet løber fra slut 2018 og op til to år og er bevilget 1,9 mio. kr. af VILLUM FONDEN.
Et nyt forskningsprojekt på DTU Kemiteknik skal undersøge strukturer i vand. Det er håbet, at ny viden skal føre til en bedre forståelse af fænomener i naturen samt ny energiteknologi.

I årevis har der hersket en bestemt forståelse af vand og dets egenskaber. Samtidigt er det blevet påvist, at vand på væskeform opfører sig anderledes end andre væsker. Nogle af vands egenskaber, og deres mulige konsekvenser, vil blive undersøgt i det nye forskningsprojekt WATERSTRUC på DTU Kemiteknik. Projektet ledes af seniorforsker Johan Kronholm, som modtog ’Villum Experiment’-bevillingen til at udføre denne forskning.

Udover at bidrage til selve forståelsen af vand, kan projektet også føre til nye energikilder, eftersom der er målt forholdsvis høj spænding i celler, som ifølge Johan kan skyldes vand:

”Vi kan potentielt bruge denne forskning til udvikling af vandrensning og sågar energikilder, idet der er indikationer på, at struktureret vand kan omdanne strålingsenergi til ladningsadskillelse og derved skabe et vandbatteri.”

Med andre ord kan forskere forestille sig en fremtid med vandbaseret solenergi, hvor vand kan omdanne infrarød stråling fra Solen til et elektrisk potentiale, men der skal inden da både en hel del forskning og udvikling til for at teste dette.

"Jeg har fulgt forskningsfeltet omkring vand i mange år, og jeg finder det meget interessant, at der er så mange ubesvarede spørgsmål og kontroversielle emner for sådan et vigtigt stof"
Johan Kronholm, seniorforsker

Bedre forklaring af biologiske systemer
Et vandbatteri er blot ét eksempel. Hvis projektet lykkes med at påvise makroskopiske, langdistance væskekrystaller, som er strukturer lig dem, man finder i vand på fast form (is), kan det have store konsekvenser, fortæller Johan:

”Vand er grundlæggende for liv, som vi kender det – ligeledes for geologi og selv i rummet. At forstå flere af vands egenskaber, kan føre til gennembrud i alle grene af naturvidenskab.”

Analyse af krystalegenskaber af vandbaserede væsker kan hjælpe forskere til en bedre forståelse af bestemte biologiske systemer, såsom biofilm. Flydende krystalegenskaber af biofilm og andre vandbaserede væsker tæt på overflader undersøges i øjeblikket, og vandets rolle er sandsynligvis blevet undervurderet.

Stadig mange ubesvarede spørgsmål om vand
Nogle af disse teorier som omhandler vand blev postuleret for mange år siden, og de inkluderer fase-, densitet-, termodynamiske-, og fysiske anomalier.

”Disse idéer er ikke nye, men folk kan være næsten religiøse og dogmatiske, når det kommer til vand”, siger Johan og tilføjer: ”Jeg har fulgt forskningsfeltet omkring vand i mange år, og jeg finder det meget interessant, at der er så mange ubesvarede spørgsmål og kontroversielle emner for sådan et vigtigt stof.”

WATERSTRUC håber at have de første resultater klar til sommer 2019, men målet er allerede klart – der er meget mere at lære om vand.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.