Kindle fra Summer University 2016

Fra USA til DTU

onsdag 10 aug 16
|

Mens de fleste DTU-studerende nyder deres sommerferie, bliver campusområdet holdt i live af studerende fra hele verden. På Institut på Kemiteknik har en mindre amerikansk invasion fundet sted – med både videnskabelige og sociale eksperimenter som resultat.

Hvert år tilbyder DTU Summer University-kurser for ikke-europæiske kemiingeniør-studerende fra partneruniversiteter fra hele verden. I år har 68 amerikanske studerende deltaget i kurset ‘Laboratory in Chemical/Biochemical Engineering’. Her får de muligheden for at lave forsøg på instituttets pilot plant, hvor de kan sætte deres viden i spil med forsøg i stor skala. I tre uger har de arbejdet, hygget og alt derimellem.

Mens de ventede på at vand og gær skulle adskille sig i en centrifuge, tog Danny fra Virginia Tech sig tid til at reflektere over deres oplevelse på DTU:

”Jeg har aldrig været i udlandet før, så det her er en fantastisk mulighed for mig. I stedet for at blive hjemme hele sommeren, kan jeg komme her og møde en masse nye mennesker,” sagde Danny.

 

Je t’aime Europe

For Kindle fra Alabama University var blandingen af uddannelse og de europæiske indtryk det store plus ved Summer University:

”På pilot plant får vi mulighed for at lave forsøg på en langt større skala end sædvanligt. Det giver os noget vigtig erfaring, men også mulighed for at lære noget om kulturen på en dansk arbejdsplads,” sagde hun.

Når det kommer til de største udfordringer ved opholdet, refererer Kindle til kulturforskelle – særligt på den sproglige front:

”Mine største udfordringer har været relateret til kulturforskelle. Jeg har lært meget om mig selv and andre mennesker ved at være en kulturel outsider. Summer University giver os også muligheden for at planlægge en rejse andre steder i Europa før eller efter kurserne, hvilket jeg benyttede mig af. Den måske største udfordring var sprogbarrieren, da jeg rejste i Frankrig. Der taler de ikke ligeså flydende engelsk, som danskerne gør, for at sige det mildt…”

 

Læs mere om Summer University på Kemiteknik på hjemmesiden.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.